Udfordring

Hos familien Frydkær er hverdagen ikke helt som i andre familier. Datteren, Saline, er nemlig født med kræft, og det har givet nerveskader, som har gjort hende lam fra brystkassen og ned. I dag er Saline kræftfri, men sidder i kørestol.

Saline en ualmindelig kvik, glad og gæv pige, der går i den lokale folkeskole og har masser af venner, men hendes handicap giver nogle praktiske udfordringer.

Blandt andet kan Saline ikke bruge et almindeligt køkken. På grund af lammelsen kan hun ikke læne sig ind over et køkkenbord, og det betyder, at hun for eksempel ikke kan nå vandhanen eller indholdet i et køkkenskab. Hun kan heller ikke røre i gryder eller hakke grøntsager, fordi kørestolen ikke kan komme ind under et køkkenbord. Saline er derfor afhængig af, at familien gør alt for hende i køkkenet, og selvom hun gerne vil være med til at lave mad, så kan hun ikke på grund af køkkenets indretning.

”Vi skulle hjælpe Saline med alt. I dag kan hun det hele selv.” siger Julia, mor til Saline

Strategi
Familien Frydkær vil gerne have et køkken, hvor Saline kan deltage på lige fod med mor, far og lillebror. Det er derfor vigtigt, at det nye køkken giver hende muligheder fremfor begrænsninger. Men at designe et køkken, der er handicapvenligt og passer ind i et moderne hjem, er ikke helt ligetil.
Da familien kommer i kontakt med ROPOX, får de rådgivning om, hvordan de kan skabe et nyt køkken, som både Saline og resten af familien får glæde af. I samarbejde med kommune, køkkenleverandør og ROPOX finder familien ud af, hvordan deres nye køkken skal designes, så det er tilgængeligt for Saline og samtidig ligner et almindeligt køkken.

”Det er dejligt at bruge køkkenet nu, for så kan jeg hjælpe min mor og far, og jeg kan hygge med veninderne.” siger Saline

Løsning
I familiens nye køkken kan Saline bruge både kogeplader, ovn og håndvask, og skabene er erstattet af skuffer, hvor indholdet er inden for rækkevidde. Der er monteret en højdejusterbar ROPOX Flexicorner bordplade med kogeplade og håndvask.

Der er ingen underskabe under Flexicorner, så Saline kan få kørestolen ind under bordet, og det giver hende et stort område i køkkenet, hvor hun kan lave mad. Samtidig er det nemt for resten af familien at tilpasse bordets højde, når de skal arbejde i køkkenet.

Fordi Saline er lam i underkroppen, er der forhøjet risiko for brand- og klemskader. Derfor fulgte familien ROPOX’ anbefaling om at vælge en fladbundet vask med isolering. På den måde er Salines ben beskyttet, selvom der eksempelvis hældes kogende vand i håndvasken. Bordpladen har også et indbygget sikkerhedsstop, der gør, at bordpladen standser, hvis der kommer noget i klemme, når det hæves eller sænkes.

Resultat
Det nye køkken er skræddersyet til Salines behov og førlighed, og det har givet familien Frydkær en helt ny hverdag: Saline er gået fra at skulle have hjælp til alt i køkkenet til at kunne det hele selv. Det aflaster naturligvis forældrene, men det er mest af alt en stor glæde at opleve Saline være aktiv i køkkenet, og hele familien nyder, at de nu kan være sammen om madlavningen.
For Saline selv betyder det, at hun er blevet mere uafhængig, og at hun har fået nogle flere aktiviteter. Nu kan hun bruge køkkenet til det, som mange piger på hendes alder elsker, nemlig at lave livretten kage og varm kakao sammen med veninderne.
Ved at gøre køkkenet handicapvenligt har hele familien fået en bedre hverdag, og Saline, der er et livstykke udover det sædvanlige, har fået mere frihed og selvstændighed; og det er netop dét, der er vores mission.

”For os forældre har det gjort en kæmpe forskel.” siger Julia, mor til Saline

Se filmen med Saline og hendes familie her.

Har du behov for historien om Saline & familie som print. Download pdf her.

Billedgalleri fra stedet